Hos Aarhus Universitetshospital indgår et Slip Stolen-forløb i værktøjskassen, når arbejdsmiljøorganisationen arbejder for at sikre plads til pauser og restitution i en travl hverdag.
Arbejdsmiljøkonsulent Katrine Krogsgaard-Jensen er begejstret for samarbejdet med Lone Østergaard, som er startet med et særligt tilpasset tre måneders forløb blandt hospitalets kontoransatte.
”Vi har en kultur på hospitalet, hvor medarbejderne godt ved, at pauser og restitution er vigtige. Men det er også en udbredt holdning, at det er fint, men det har vi ikke rigtigt tid til,” forklarer arbejdsmiljøkonsulent Katrine Krogsgaard-Jensen.
Derfor er Katrine Krogsgaard-Jensen altid på udkig efter værktøjer og forløb, som på en enkel og effektiv måde bidrager til større fysisk sundhed og mental trivsel for de ansatte på hospitalet. Udfordringen er at ændre kulturen og vise medarbejderne og ledere, hvordan de rent faktisk får tilstrækkeligt med pauser og restitution, uden at de kommer bagud i arbejdsdagens gøremål.
Bedre pauser og mere restitution
”Sammen med Lone Østergaard har vi sammensat et målrettet forløb for at motivere vores ”siddende” kolleger og give dem nogle brugbare og praktiske fif til bedre vaner i hverdagen. Normalt har vi fokus på alle de medarbejdere, som udfører arbejdet gående og stående. Men i denne omgang er det lægesekretærer og andre kontoransatte, som sidder meget ned, vi vil hjælpe,” forklarer hun.
Noget af det, som Katrine Krogsgaard-Jensen værdsætter mest, er, at Slip Stolen-forløbet er blevet tilpasset og målrettet til medarbejdernes dagligdag. Forløbet består af et oplæg på tre kvarter, som i alt 300 medarbejdere allerede har deltaget i, fordelt på to hold og tidspunkter. Dette oplæg følges op af tre kortere webinarer med en måneds mellemrum.
”Det tager tid at ændre vaner. Derfor er det rigtig godt, at vi har fået et forløb, hvor medarbejderne bliver bekendte med Slip Stolen-konceptet og efterfølgende mindet om det over en periode på fire måneder.”
Katrine Krogsgaard-Jensen
Aarhus Universitetshospital
Ud over det første oplæg og de tre kortere webinarer har Aarhus Universitetshospital også fået plakater og andre materialer med eget logo. Alt materiale og optagelser af oplæg og webinarer er også tilgængelige på hospitalets intranet.
Et vellykket forløb, der tales om
”Jeg oplever, at Slip Stolen-konceptet passer rigtig godt med vores andre indsatser for større fysisk og mental sundhed blandt hospitalets medarbejdere og ledere. Det er et meget tydeligt og enkelt forløb, og vi har haft en meget stor tilslutning til forløbet indtil nu. Desuden er Lone Østergaards øvelser meget enkle og lige til at gå til,” siger Katrine Krogsgaard-Jensen og tilføjer:
”Slip Stolen-forløbet har en god balance mellem humor og alvor, fakta og følelser. Det betyder også meget, at Lone Østergaard er en rigtig dygtig formidler. Og jeg er begejstret for, at vi har fået tilpasset forløbet til at passe perfekt til vores medarbejdere. Det har stor tilslutning. Så selvom det tager tid at ændre vaner, er jeg sikker på, at det vil virke. Lige nu er det i hvert fald et samtaleemne blandt mange af deltagerne.”


